Af MICHAEL RACHLIN

KYBARTAI - Vi har lejet en bil i Vilnius, Litauens hovedstad, har passeret landets næststørste by, Kaunas, og nu drejer vi mod syd. Jeg forsøger at finde det rigtige tidspunkt til at komme forbi karavanen af estiske lastbiler, der skal samme vej. De skal til Kaliningrad. Vi skal ikke så langt.

Vi skal til den sidste litauiske by på vejen, Kybartai. En lille provinsby, hvor min far tilbragte de første år af sit liv, og hvor min farfar er født.

 

Træerne har fået stærke gule og røde farver.Efteråret har et par ugers mere kraft her end hjemme i Danmark på den anden side af Østersøen. Vores Skoda Octavia lugter af fabriksny bil og er en fornøjelse at køre. Men den ser næsten beskeden ud mellem Audi'erne og VW'erne. I denne del af EU er bilparken flottere end i Danmark. En lille pil på displayet fortæller mig, at jeg skal op i sjette gear igen. Og jeg overhaler et par lastbiler.

 

I bilen sidder min far, Schneur, født i Litauen i 1936, min onkel, Samuel, født i 1947 i Sibirien.Og så jeg selv. Født i Danmark i 1970. Jeg har aldrig før været i det tidligere Sovjetunionen.Min andel af historien er som arving.

 

Da mine bedsteforældre, Rachel og Israel Rachlin, i starten af 1980erne skrev bogen 16 år i Sibirien var den mest af alt tænkt som et arvestykke til os efterkommere. Men bogen, der handler om deres liv som deporterede i Sibirien fra 1941 til 1957, endte med at sælge 200.000 eksemplarer. For mange danskere blev den en af de vigtigste øjenvidneberetninger om livet i Sovjetunionen. Deres historie var ikke længere en privat familiefortælling.

 

Farmor og farfar mødte hinanden i København i 1934. Min farfar var en velhavende forretningsmand fra Kybartai i Litauen; min farmor var opvokset under beskedne forhold i Ryesgade i København. Min farfar var aldrig i tvivl om, at de skulle bo i Kybartai, byen, hvor han havde sine rødder, og resten af livet - mange år efter at de var kommet til Danmark - fortalte han igen og igen om livet i byen før krigen. For min farmor var det et stort spring. Et spring fra storbyen til et landdistrikt i udkanten af Europa. Men også et spring fra beskedne kår til velstand.

 

Vi taler om min farmor. Hun var en ærkekøbenhavner.Kendte byen bedre end nogen anden.Hvordan havde det været for hende at bo her langt ude på landet i Litauen? »På et tidspunkt sagde hun, at hun ville hjem.Hjem til Danmark. Men hendes svigermor ville ikke lade hende rejse. Og i 1941 var det i hvert fald for sent,« fortæller min onkel, og lægger den første af en række detaljer til historien, som i de kommende dage bliver mere facetteret.

 

GPS'EN fortæller mig, at der er godt en halv times kørsel igen. Nu vender min far tilbage for første gang i 71 år. Jeg tænker, at selv hvis stedet ikke havde mindet ham om deportation og krig, må det være følelsesladet at vende tilbage. 71 år sætter alting i perspektiv. Selv i et liv som mit eget, der i sammenligning er helt udramatisk, ville 71 år eksponere livets skygger i skarpere konturer.

 

I journalistikken taler vi om, at man skal have »en krog« for at skrive en historie uden en åbenlys nyhedsvinkel eller anledning. Det vil sige en begivenhed, der retfærdiggør, at man støver historien af. Men familiens historie behøver ikke nogen krog. En række tilfældigheder gør, at det lige netop er i dag, vi er på vej tilbage - september 2012.

 

Datoen for min fars sidste afrejse fra Kybartai var noget bedre planlagt. NKVD slog til med knivskarp vilkårlighed i titusindvis af hjem i Estland, Letland og Litauen den 14. juni 1941.En dato, der er kendt af alle ældre her i Baltikum.Året før var Estland, Letland og Litauen blevet besat af Sovjetunionen. Alene i Litauen drejede det sig om op imod 20.000 mennesker, der blev sendt til en uvis skæbne i Sibirien på denne dag.

 

I min familie var de »samfundsfarlige elementer« min far, der var en lille dreng, min faster, der var en nyfødt baby, min oldemor, der var en ældre dame, og min farmor, der var

hjemmegående husmor. Og så selvfølgelig min farfar, hvis »forbrydelse« det var, at han havde været en velhavende mand i det selvstændige Litauen. Det blev begyndelsen på de 16 år i Sibirien.

 

»Men han kunne i hvert fald ikke huske det med afstanden,« griner jeg. Først i 16 år i Sibirien skriver han, at Virbalis og Kybartai var samme by. Og nu kører vi ud af Virbalis, og GPS'en fortæller, at der stadig er fem kilometer til Kybartai.Vi tager en kort photo opportunity, og jeg forsøger at lægge billedet af min far ved byskiltet op på Facebook. Vi kører hurtigt videre.»Ja, men så må det her da være Kybartai,« udbryder jeg kort efter, da vi kommer igennem, hvad der svarer til en mellemstor dansk landsby med benzintank, et pizzeria og et par butikker.Selvom GPS'en stadig siger, at der er et par kilometer til målet, er vi kommet frem. Farfar havde ret. GPS'en tog fejl. Byen er lidt større, end vi havde forestillet os.

 

Samuel har haft kontakt med Kybartais tidligere borgmester, Vitas Katkevicius, og han venter på os. Samuel forklarer ham, hvor vi er, og han beder os om at køre ind til siden. Da vores guide dukker op, viser det sig, at vi er kørt ind til siden lige uden for min fars barndomshjem.

 

»VELKOMMEN til Rusland.« SMS'en tikker ind på min mobiltelefon i samme øjeblik, jeg træder ind i haven bag huset. Mine bedsteforældre fortalte, at huset lå lige på grænsen mellem Litauen og Tyskland. Tyskland lå simpelthen lige i baghaven. Og min mobiltelefon giver dem ret. Mobiltelefonen er gået over på en russisk sendemast til 20 kroner i minuttet. For Østpreussen, det lille Tyskland, er for længst blevet det lille Rusland, Kaliningrad, og det ligger her på den anden side af æbletræerne. Jeg har aldrig været i Rusland, men det har min mobiltelefon.

 

Haven er fyldt med frugttræer, kål, rodfrugter og bær. Ikke mange overflødige planter. Vi kommer hurtigt i snak med en af beboerne. Vitas Katkevicius, vores guide, er kendt af de fleste i den lille by, og han er tilsyneladende vellidt. Og veltalende. Og da hverken min onkel eller min far er specielt tavse, går snakken livligt. På russisk.

 

Jeg forsøger at opfange lidt brokker hist og her, mens min far og onkel fra tid til anden oversætter lidt. Og jeg får langsomt stykket husets historie sammen. Og flere nuancer af familiens historie bliver malet.

 

Min oldefar kom til byen i slutningen af 1800-tallet sammen med sin bror. Han etablerede forretningen med køb og salg af litauiske heste og købte huset. Og selvom Kybartai også dengang var en lille by, var det et spændende sted at drive forretning og vokse op før Første Verdenskrig: Byen lå her, hvor to store europæiske riger mødtes: Det russiske tsarrige, som Litauen var en del af, og det tyske rige, der havde Königsberg som østligste forpost.

 

Her krydsede jernbanen mellem Sankt Petersborg og Königsberg grænsen, og byen har stadig en overdimensioneret banegård. Her er et af verdenshistoriens store venteværelser. Og historiens store skikkelser ventede på nye tog - sporvidden var forskellig i Rusland og Tyskland. Jeg kan huske, at min farfar engang fortalte, at han her i Kybartai havde fået et glimt af tsar Nikolaj i den kejserlige ventesal før Første Verdenskrig.tsar Nikolaj II i levende live... Allerede som lille fascinerede den oplysning mig.

 

I den nærmeste større by, Vilkaviškis, hvor vi senere indlogerer os på et hotel, har Napoleon ventet i tre dage. I år er det præcis 200 år siden, at Napoleons hær red denne vej for at skabe et nyt Europa som den første af de store despoter.615.000 på vej ud. Omkring 100.000 på vej hjem.Franskmændene har ikke markeret 200-års jubilæet. Men jeg er her. Og jeg tænker på La Grande Armée og på, at min farfars 71 år matematisk set er mere end en tredjedel af vejen tilbage til 1812. Men historien er meget mere end matematik.

 

Hvis man interesserer sig for at finde spor af historiens store tragedier, er dette område et besøg værd: Her er spor af svenske Karl XII's polske felttog, franske grave fra Napoleonskrigene, tyske og russiske grave fra Første Verdenskrig. Og så alle massegravene fra Holocaust.

 

DA min oldefar døde i 1934, overtog min farfar forretningen. Den gik strygende, og han var en af byens mest velhavende mænd. Udover eksportvirksomheden ejede min farfar en hørfabrik og en gård på 40 hektar.Mine bedsteforældre boede på første sal af huset sammen med min far og min oldemor. Stueetagen var lejet ud til en bank. Måske en tysk bank.Måske en litauisk bank. Det kan de ikke helt blive enige om. Men under alle omstændigheder var beliggenheden her lige ved grænsen belejlig.

 

Kort efter Sovjetunionens annektering af Litauen var det ikke længere en fordel at have Tyskland i baghaven. Huset blev beslaglagt - det skulle bruges af grænsekommandanturen - og

familien blev flyttet til en lille lejlighed et andet sted i Kybartai.Det er ikke meget, min far kan huske fra tiden i huset. Der var heller ikke noget af det, vi ser i dag, han kunne genkende, fortalte han mig senere.»Der var måske nogle af tingene, der minder lidt om det. Jeg kan huske, at man gik op ad en trappe. Og at køkkenet var nedenunder, hvor min farmor havde en masse syltede frugter og grøntsager. Mit værelse var modsat vejen. Og jeg kan huske, at der var tapet med forskellige dyremotiver på væggen,« fortalte min far.

Vi går indenfor i huset. I dag bor her syv familier, fortæller Vitas. Vi går op ad trappen, der formentlig er den samme, som min far kan huske.Den ser i hvert fald ikke ud til at være blevet sat i stand siden. En ældre dame, der har holdt øje med os gennem vinduet, lukker op. Vi bliver inviteret indenfor.Her er varmt. Varmen kommer fra et brændekomfur midt i de to værelser. Vi er nu gået ind i en anden verden. Måske er bilerne ude på vejen i EU. Og haven er i Rusland. Men her er det stadig Sovjetunionen.

 

Her er to små værelser. Den ældre dames datter er her også. Vi ved ikke, om de begge bor her. Over brændekomfuret er hun ved at tørre efterårets æbler. Fra væggen går en stofbetrukket ledning ud til rummenes tre elektriske apparater: Et gammelt fjernsyn, et køleskab og en vaskemaskine.Her er en sovebriks og et klædeskab. Hun har også et gaskomfur, men det ser ikke ud til, at det bliver brugt. Til gengæld har hun samlet pindebrænde og kul til vinteren. Her er hverken noget bad eller toilet at se. Jeg formoder, at det er i gården.

 

I Litauen har regeringen 1. august i år hævet mindstelønnen på arbejdsmarkedet til 1800 kroner om måneden. Denne pensionist har givetvis meget, meget mindre.Hun inviterer os indenfor, smiler med sit tandløse smil og virker skiftevis nysgerrig og lidt forlegen. Min far har taget gamle familiebilleder med af huset, som han viser hende. Billederne er af huset udefra.»Jeg har ikke taget nogen billeder med inde fra huset. Jeg ville ikke vise, hvor velhavende, vi var,« fortæller han mig på dansk.

 

Umiddelbart synes jeg, at det er et mærkeligt ræsonnement. Ville over 70 år gamle billeder virkelig udpensle den afgrund, der er mellem at være rig og fattig? Er afstanden mellem rig og fattig større end afstanden mellem 1939 og 2012? Spørgsmålet lader sig ikke besvare. I hvert fald ikke af et barn af velfærdsstaten, som jeg, der aldrig før har stået i et hjem, der vitterlig er fattigt.I hvert fald ikke på disse breddegrader - en times flyvetur fra København. Måske har han ret. Kvinden fortæller, at hun flyttede ind i huset kort efter krigens afslutning.

 

Hendes bror var ansat ved jernbanen, og han kunne skaffe hende værelserne, der også ligger tæt på stationen.Husets historie var ikke mindre dramatisk. Det var helt udbrændt efter krigen. Huset blev overtaget af den sovjetiske grænsekommandantur, og da Tyskland angreb Sovjetunionen den 22.juni 1941 - en uge efter min families deportation - var der kampe her. Som mange andre steder på Østfronten strøg den tyske krigsmaskine lige igennem det sovjetiske forsvar og fortsatte dybt ind i Sovjetunionen på få timer. Men selvom Den Røde Hær faldt sammen som et korthus, gjorde de enkelte soldaters forsvarsvilje det ikke.Overalt var der hårde lommer af modstand. Og huset her var en af disse lommer. Ikke færre end 50 sovjetiske soldater faldt ved dette hus.

 

VI tager afsked med den ældre dame og fortsætter ud på vejen. Grænseovergangen til Kaliningrad ligger et stenkast længere nede. En lastbil på vej over grænsen har et skilt i forruden, hvor der står Königsberg - det navn, som byen har båret i århundreder. Min far fortæller mig, at han sammen med sin farmor ofte tog turen over grænsen for at handle i Tyskland. Men i dag er der hverken vigtige varer eller historiske ledere, der krydser grænsen.

 

Litauernes interesse for det lille Rusland virker begrænset. Fra Kybartai er der under 20 minutters kørsel til Polen, og trafikken går denne vej.

 

Litauerne ser med en vis misundelse på væksten i Polen, og Vitas Katkevicius fortæller, at han håber, at de en dag vil nå op på samme niveau som Polen. Polen er væksthistorien her, og Kybartai er blevet et stykke udkantslitauen på grænsen til en russisk blindtarm. Og det sætter selvfølgelig sit præg på fremtidsudsigterne her. Vitas fortæller, at to af hans tre voksne børn er rejst ud af byen. Et til Kaunas. Et til Irland.Vitas var allerede borgmester i byen tilbage i Sovjet-tiden.

 

Da vi står ved grænsen til Kaliningrad fortæller han om dagene i 1991, hvor Gorbatjov truede med at rulle Litauens uafhængighed fra Sovjetunionen tilbage. Ved tv-tårnet i Vilnius dræbte sovjetiske soldater 13 mennesker. Men også her i Kybartai truede historiens brutalitet med at gentage sig.De sovjetiske soldater stod opmarcheret på Kaliningrad-siden, og som borgmester - og tidligere soldat i Den Røde Hær - gik han over grænsen og forsøgte at tale soldaterne fra deres forehavende.

 

Senere kører Vitas os forbi et undseligt hus i udkanten af byen. Derinde holdt KBG til, og folk blev tilbageholdt, fortæller han.Da det stod klart, at historien lykkeligvis ikke ville rulles tilbage, skruede han selv KGB's skilt ned fra bygningen. Han viser os, hvor skiltet sad, men selve skiltet får vi ikke at se.

 

»Jeg har det hjemme i garagen. Men jeg viser det aldrig til nogen. Jeg er stadig bange for, at de skal komme tilbage,« fortæller han.Vitas har stadig et job i den lokale forvaltning, efter at han trak sig tilbage som borgmester for over ti år siden. Han er en ægte lokalpatriot, og hans entusiasme over vores projekt virker ikke mindre end vores egen.

 

Han vil gerne vise os det hele, men for vores families historie er der kun én ting mere at se.

 

For enden af en lille markvej ligger den lille jødiske gravplads. Samuel har været her for 10 år siden og lokaliserede min oldefars gravsted.Han døde i

1934, to år før min far blev født. Min oldefar, der også hed Schneur, ligger ved siden af sin bror. Og Samuel arrangerede, at der blev rejst nye sten over dem begge.På gravpladsen blander hebraisk, tysk og russisk skrift sig på de gravsten, der stadig kan læses. Og som altid, når man besøger gravpladser og kirkegårde, giver de antydninger af et levet liv, vi kun kan gisne om. Et rigt jødisk liv i en by, hvor en meget stor del af befolkningen var jøder - måske helt op imod halvdelen. Der var skoler, teater og et rigt foreningsliv. Nu er her kun den jødiske gravplads - og i den ende af byen massegraven fra 1941.

 

Vitas kører os over en til mark med græssende kreaturer. I den første uge af juli 1941 - to uger efter Tysklands invasion af Litauen og tre uger efter min families deportation - blev alle byens jøder ført herned. I denne tidlige fase af holocaust blev jøderne ikke deporteret til koncentrationslejre og gaskamre. De blev simpelthen ført uden for byerne og skudt. Først mændene. Nogle dage efter kvinder og børn.Stort set alle landsbyerne her i området har massegrave. Her i Kybartai blev 600 skudt.I nabolandsbyen Virbalis blev 10.000 jøder, krigsfanger og politiske modstandere samlet og skudt.En mindesten fortæller, at »på dette sted blev Kybartais jøder og en gruppe litauere myrdet af tyske nazister og lokale kollaboratører«.

 

Samuel fortæller, at Vitas' svigerfar, der var en ung mand i 1941, havde set det ske fra taget af en nærliggende lade. Jeg ser over mod den nærmeste gård, der ligger cirka 400 meter væk, og prøver at forestille mig scenen. Men nogle gange slår vores forestillingsevne ikke til.

 

Måske var min farfars fætter, der bestyrede familiens gård, en af dem, der blev dræbt på denne mark, tænker jeg. Måske. Min far fortæller en vinkelpå historien, jeg aldrig har hørt før: Det hed sig senere, at fætteren ikke nåede så langt.Nogle lokale kollaboratører kunne ikke vente så længe. De ville have fat i gården og skød ham og hans kæreste inden. Men vi ved det ikke, og vi finder ikke flere spor af familiens liv her.

 

Vi kører derfra i stilhed. Vitas kører os rundt til flere gårde, der kunne være den gård, som har tilhørt familien, og som min far har en vis erindring om. Men historien har lukket bøgerne for nu. I hvert fald, når det drejer sig om vores familie.

 

SKYERNE ligger efterårstungt over markerne.Med jævne mellemrum kører vi forbi de store nedlagte kollektivlandbrug, kolkhoserne. Selvom landskabet ligner det danske, er det tydeligt, at det ikke er så intensivt dyrket. Det har også sine lyse sider: Overalt ser vi storkereder, og der er store flokke af traner og andre rovfugle. Området mellem Litauen, Kaliningrad og Polen har også dybe skove, som vi kører igennem. Vitas fortæller, at her er ulve.

 

Vi passerer grænsen mellem Polen og Litauen, hvor kun et skilt markerer grænseovergangen, ligesom i Sønderjylland. Man kan stadig fornemme det brede bælte i skoven, hvor et internt jerntæppe mellem Sovjetunionen og Polen engang gik. Nu springer en kat rundt i bæltet, og min onkel og Vitas parlamenterer over, om katten mon er polsk eller litauisk.Vi får vredet de sidste seværdigheder ud af Kybartai. Et mindesmærke over landskabsmaleren Isaac Levitan, der er født i byen, et barokpalæ, der har tilhørt tsarfamilien. Og et smukt funkishus, hvor den sidste litauiske præsident inden krigen havde overnattet - mens han ventede på at flygte over grænsen til Tyskland.

Vi slutter vores to dage i Kybartai hjemme hos Vitas. Hans kone har dækket op og der er rigeligt af øl og vodka. Vitas siger, at han håber, at vi vil fortælle om Kybartai i Danmark. Og at han håber, at andre danskere vil komme til byen. Vi smiler, og jeg skåler igen. Jeg følger Vitas' tempo i vodkaen, nu jeg alligevel ikke kan følge med i al den russiske snak.

 

»Det skal jo heller ikke hedde sig nede i Kybartai, at Rachlinerne ikke kan drikke,« siger jeg til min far og griner velvidende, at vi nok er de sidste Rachliner i denne by, og at der efter denne aften næppe bliver talt mere om os.

 

Vi tager en hjertelig afsked med Vitas og hans kone og kører ud af byen. 48 timer i Kybartai er slut. Mennesker efterlader sig ikke mange aftryk med 71 års afstand. Men aftrykkene var alligevel stærke nok til at give nuancer til historien. Og det var lige de nuancer, der gør navnet Kybartai til mere end en historie i en bog.

 

Det er en by på den anden side af Østersøen, hvor jeg tilbragte en weekend med min far og onkel i september 2012.Fordi min familie stammer herfra.